Aarhusbænken – Tidløs klassiker med arkitektonisk arv
Aarhusbænken er en af de mest genkendelige bænke i det danske bybillede – et funktionelt og æstetisk møbel, der kombinerer solid konstruktion med enkel form. Bænkens klassiske udtryk og stærke tilstedeværelse i det offentlige rum gør den til et naturligt valg i parker, skolegårde og bymiljøer.
Arkitektonisk oprindelse
Den klassiske Aarhus bænk blev skabt i forbindelse med opførelsen af Aarhus Rådhus i 1941. Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller, som tegnede det ikoniske rådhus, fastlagde også udformningen af de tilhørende have- og parkanlæg – og dermed også bænken, der skulle møblere området. Den dag i dag anvendes samme bænk stadig omkring rådhuset og i mange andre byrum over hele landet.
Variationer og materialevalg
Aarhusbænken findes som udgangspunkt i en standardlængde på 1800 mm, men laves også på specialmål. Dens gode siddekomfort kan suppleres med armstøtter for øget ergonomi og tilgængelighed. Det varmegalvaniserede stålstel kan pulverlakeres i valgfri RAL-farver, og sæde og ryg udføres i enten massivt træ – såsom hårdttræ eller behandlet fyr – eller med trapezprofiler i vedligeholdelsesfri EV plast. Beklædningen er monteret med undersænkede rustfri skruer for en langtidsholdbar og stilren løsning.
I samme serie findes også Aarhus stolen, en væghængt model og plankebænk udgaven ATO. Hvis der er behov for eller ønske om øget tilgængelighed til især ældre og gangbesværede, findes i samme serie også vores ERGO bænk og plankebænk, som er udviklet i samarbejde med et plejehjem.
Montage
Bænken står stabilt ved placering på fast og bæredygtigt underlag og kan fastgøres med ekspansionsbolte, limankre eller tilsvarende. Alternativt kan den forankres med jordspyd, og hvor der er behov, kan den leveres med nedstøbningsbeslag.

Bænk med Ø33 mm rørstel. Bænkens sædevange i bukket fladstål er beklædt med 12 stk. 57x32 mm lameller i hårdttræ eller vedligeholdelsesfri EV trapezprofiler.